Frihed og en duft af barndom

Projekt 365 dage på cykel
Smart mobilitet møder her Susanne i hendes solbeskinnede have en majdag i Malling til en snak om transportvaner og hverdagsliv. Susanne har altid kørt i bil fra hjemmet Malling til sit arbejde i Viby, ligesom de fleste små ture i hverdagen oftest blev taget i bilen. Det ændrede sig markant, da Smart mobilitets projekt ”365 dage på cykel i Beder-Malling” blev skudt i gang d. 27. april 2015. Susanne er en af 30 energiske deltagere, der igennem projektet har lånt en el-cykel. Susanne og de andre deltagerne har til gengæld lovet at cykle flest muligt dage i perioden, registrere deres ture via en mobil-app og blive målt på deres sundhed 6 gange i løbet af de 365 dage.IMG_2719
Susanne kører nu på el-cyklen dagligt 14 km hver vej til arbejde, ligesom lokalområdet bliver kørt tyndt på el-cyklen i fritiden. Susanne fortæller, hvordan de daglige cykelture har ændret hendes oplevelse af transporttiden:

“Jeg har det lidt som om, det er noget jeg kan huske fra jeg var barn – at køre igennem blomstrende rapsmarker og syrener. Den der frihed, hvor man bare tager cyklen – det har jeg ikke oplevet i 30-40 år. Jeg synes jeg har fået et nyt liv på den front – virkelig.”

Nye holdbare vaner
Susanne havde før projektet længe overvejet, at begynde at bruge mere tid på at være fysisk aktiv:

“Jeg er 53 år, og jeg kan jo ikke blive ved med at gå og lave ingenting. Så projektet kom på et helt perfekt tidspunkt for mig. Jeg havde lige brug for det sidste motiverende skub. Nu gør jeg noget, der er godt for min krop. Jeg er ikke bare ligeglad, jeg gør noget, som jeg kan mærke er holdbart.”

Kosten er også en af de ting, der har ændret sig i forbindelse med projekt ”365 dage på cykel”:

“…man har ikke lyst til at ødelægge det gode, man er i gang med. Det er som ringe i vandet. Jeg drikker da vin og spiser persillesovs, men der er nogle mad valg, jeg tænker mere over end før.”

Fortæller Susanne, der hver dag glæder sig til at hoppe på cyklen.

Dagen starter med god energi
”Du er jo helt vild når du har været ude og cykle.” siger Susannes kollegaer, når hun træder ind af døren om morgenen, og hun kan også selv fortælle om oplevelsen af at komme på arbejde og være helt fyldt med energi efter cykelturen. Efter en arbejdsdag, hvor der har været masser af gang i den opleves cykelturen på samme måde som en konstruktiv måde at koble af på. Dog bliver de afslappede ture til og fra arbejde til tider sat mærkbart op i tempo:

“…om morgenen kan man lige tage det stille og roligt og tænke sin dag igennem…med mindre man møder nogle på vej op af bakken – sådan nogle mænd på racer, hvis jeg så får overhalet dem, så kæmper jeg virkelig for, de ikke skal overhale mig igen.” Siger Susanne med et glimt i øjet.

Ud over et markant større fysisk velvære oplever Susanne konkurrence elementet i projektet som motiverende for at blive ved med at cykle. Hun har klare mål for sin egen præstation de næste måneder og synes, det er sjovt med hverdagens små udfordringer op af bakkerne, ligesom hun holder godt øje med, hvor hun placerer sig på de samlede ranglister for projektets deltager.

Læs mere om projektet her www.365.smartmobilitet.dk

Rejsetid bruges som arbejdstid

Mød Lise og Mette, de er tætte kollegaer og arbejder begge centralt i Aarhus i nærheden af banegården. Lise er netop flyttet til Skødstrup, hvor hun hver dag går til toget og tager det videre på arbejde. Mette bor i Norsminde og stiller dagligt bilen i Malling og tager toget videre til Aarhus C. For dem fungerer togene som rullende kontorer, hvor de oplever, der skabes et rum til fordybelse og effektivitet, på en anden måde end den almindelige arbejdsdag på kontoret, hvor ringende telefoner og sparring med søde kollegaer ofte kan bryde arbejdsflowet.

iponebilleder 0082

Rum til ro og effektivitet
Lise har ændret arbejdsmønster, da hun i forbindelse med flytning til Skødstrup skiftede til toget. Nu starter hendes dag tidligere, og hun oplever at møde ind på kontoret med overblik over dagens opgaver:

“Jeg kan starte med at arbejde allerede, når jeg sidder i toget. Så min arbejdsdag starter i toget klokken 07.20, her er der ingen telefoner, der ringer og ro til at starte op på dagens arbejde. Turen tager 29 minutter, så det er klart, at jeg ikke kan sidde og udarbejde oplæg eller notater, men jeg kan sidde og skrive noter, læse og besvare mails og lige tjekke, hvad der er kommet ind i løbet af dagen og på den måde få et overblik over, hvad jeg skal have fulgt op på.”

iponebilleder 037 Mette begyndte for 3 år siden at bruge toget som primært transportmiddel, da hun en vinter i snevejr af nød tog toget og opdagede, at det egentlig var en behagelig måde for hende at starte dagen på:

“Jeg har egentlig altid syntes, det var lidt anstrengende at sidde i kø og bruge al den tid. Så en vinter hvor jeg ikke ville bruge tid på Oddervej i sneen, fordi det bare er en ”killer”, tog jeg toget og oplevede, at det egentlig var rigtig rart.”

Lige som Lise oplever Mette en stor frihed i at kunne vælge at disponere sin tid, så rejsetid bliver arbejdstid:

”Jeg planlægger ofte de opgaver, som jeg ved, egner sig til togrejsen til at blive løst der, for eksempel læsning og kommentering af tekster, sparring med kollegaer og emails.”

De fysiske rammer er fine til at løse de arbejdsopgaver, Lise og Mette har prioriteret at bruge rejsetiden på:

“Når jeg kommer ind i toget tager jeg min tablet med 3 G med ind, og sætter den på min taske, så er det en fin arbejdshøjde. Jeg oplever, der er fin komfort i hvert fald, når man som jeg står på som en af de første”
Fortæller Lise om det daglige arbejde i toget.

De fysiske rammer er vigtige
Den kollektive trafikbetjening og adgang til tog var en af grundende til, at Lise valgte at bosætte sig i Skødstrup, da hun ønsker at have nem adgang til Aarhus uden bil. De fysiske rammer i forhold til blandt andet sikker og gratis parkering og den kollektive trafikbetjening i Malling er ligeledes central for, at Mette oplever det som fordelagtigt at være bruger af den kollektive transport. Hun fortæller, at der i de tidlige morgentimer inden for en halv time er mulighed for at tage tog og tre forskellige busafgange. Det bevirker, at hun oplever en høj grad af fleksibilitet i sin hverdag.

Fleksible arbejdsvilkår
Begge kvinder anser deres arbejdsvilkår, som rummer plads til selvtilrettelæggelse og fleksible mødetider, som grundvilkåret for, at deres rejsetid kan bruges som reel arbejdstid.

“Vi planlægger selv vores tid og har rigtig meget fleksibilitet i vores arbejdstider. Det kan vi helt selv styre. For mig er det et kæmpe privilegium, at jeg kan gøre det på den måde.”

Fortæller Mette afsluttende.

Det giver god mening at være mere end én i en bil for Kristine

Vi møder Kristine i hendes hjem i Malling. Hun tager i mod os med åbne arme og et stort smil. På væggen hænger der billeder af venner og familie. Hun står i køkkenet og rører en rugbrødsdej sammen. Der dufter friskt og rent i hendes hus, og man kan høre radioen, som spiller i baggrunden. Kristine er selvstændig og arbejder ofte hjemme. Til tider arbejder hun som konsulent på Fyn og Sjælland, og har tit møder i Odense, København og Roskilde.
foto

Hun fortæller livligt om sine oplevelser med GoMore og stråler af entusiasme. GoMore er en tjeneste, hvor man via en hjemmeside, kan slå en tur op, hvis man har pladser ledige i bilen. På den måde kan andre, som skal samme tur, melde sig ind på turene, så man er fri for at køre alene eller med tog og bus.

Miljøhensyn motiverer
Kristine skal ofte til Odense eller København. Hun opretter i disse tilfælde en rejse og skriver, hvor mange der er plads til, og hvad det koster. På den måde kan hun tage andre med på de ruter, hun skal ud på. Hun oplever at gøre sig selv, passageren og miljøet en tjeneste:

”Det tjener passageren, som kommer meget billigere af sted, det tjener os som bilister, fordi vi får tilskud til vores benzin, og når man er inde på GoMore på ens profil, kan man hele tiden se, hvor mange kilo CO2 man har sparet. DET, syntes jeg, er fedt”

Specielt besparelserne på miljøet og mængden af sparet Co2 ser Kristine som en klar fordel og motivator:

”Det er en hel klar tydeliggørelse af, at det giver rigtig god mening at være mere end én i en bil. Så jeg syntes, det er en god måde at transportere sig på, lige meget om man giver et lift eller modtager et lift.”

Kristine elsker at rejse, hun flyver på ferie flere gange om året og det ville ikke være et alternativ for hende at holde op med at rejse, men hun vil stadig gerne hjælpe til, der hvor hun kan i forhold til at spare miljøet, det oplever hun at få mulighed for gennem GoMore.
Selvom hun ofte tilbyder lift, kunne hun aldrig finde på at tage imod et lift. Hun skal ofte til mere end én destination og af og til også have materialer med, så det bliver for besværligt. Kristine finder stor tryghed i at alle GoMore brugere er verificerede, det medvirker til at hun aldrig er nervøs for hvem, der melder sig som passager.

At møde nye mennesker er givende
At møde nye spændende mennesker gennem GoMore er en gevinst, kristine aldrig havde overvejet, men som hun nu ser som en stor værdi i brugen af tjenesten:

”Så er der noget andet, og det var overhovedet ikke med i mine overvejelser, da jeg oprettede mig i sin tid. Men det er helt vild berigende at møde alle de her mennesker.”

Kristine mener, at det sociale aspekt har en positiv indflydelse på de oplevelser, hun har haft med GoMore:

”Jeg har mødt mennesker, som har en uddannelse eller et job, jeg ikke vidste fandtes. Sådan noget elsker jeg!”

Kristine føler også, hun lærer rigtig meget omkring andres arbejdsfunktioner, hverdagsliv og kompetencer, når hun har en masse forskellige mennesker med rundt i det ganske land.

”Det giver en enorm respekt for andre menneskers bidrag til, hvad vi alle sammen bruger og benytter os af, og nogle gang giver det et direkte bidrag ikke bare til mit eget liv men også til mit arbejde”

Lige inden vi siger farvel, hælder Kristine forsigtigt sin rugbrødsdej i formen, prikker den let med en tandstikker og stiller den til hævning, hvor den skal stå den næste 4 timer , mens hun arbejder.

”Mor – det er rigtigt, at du har motor på ikke også?”

Maria skiftede for to år siden den daglige transport i bil fra Odder til Risskov, ud med el-cykel og tager forår, sommer og efterår de i alt 54 km på en el-cykel. Maria fortæller, hvordan oplevelsen af at spilde tiden i lange bilkøer, fik hende til at genoverveje, hvordan hun tiltrettelagde sin hverdag

Januar 2015 004

“Jeg havde lyst til at bruge tiden til og fra arbejde på en god måde. Der var en periode, hvor det tog op til 70 minutter at komme herfra Odder til Risskov. Jeg tænkte, det må jeg kunne gøre hurtigere eller bedre på en anden måde og så få noget mere ud af det”

Og hun får mere ud af el-cyklen, Maria beskriver turen fra Odder til Aarhus som en berigende naturoplevelse og fortæller hvordan, hun på de fleste ture bruger tiden på at høre lydbog:

“Når jeg cykler den her tur afsted, gør jeg faktisk det, at jeg hører lydbog, fordi så får jeg endnu en ting ud af det. Jeg når ikke at læse i min hverdag. Jeg får simpelthen en oplevelse af at tænke hold da op, jeg er allerede inde i byen. Jeg kan blive så opslugt af at lytte, at jeg helt glemmer tid og sted. Det er simpelthen sådan en fed oplevelse.”

Lidt speedet på den gode måde
Maria oplever en stor værdi i at tage el-cyklen. Hun er kommet i bedre form og er på hver cykeltur oppe på en puls, der ligger 70-80% af max pulsen, så kondien trænes og forbedres dagligt. Men gevinster som ”at være lidt speedet på den gode måde” og at få renset ud i sine tanker, så hun er klar, både i forhold til overskud på arbejdet, og når hun træder ind af døren til familien, fortæller hun om som vigtige kvaliteter ved hendes valg af transportmiddel.

Hjemmets cykelkultur smitter af på børnene

Maria og hendes mand har fire børn og har bevidst taget beslutningen om kun at have en bil, derfor er deres børn også trænede i at cykle til og fra venner og aktiviteter i det omfang, det kan lade sig gøre. Maria oplever, at børnene er blevet lettere at lokke ud at cykle, nu hvor hun også selv er begyndt at gå mere op i det.
De tre ældste børn kommer selv til skole på cykel, og når Maria henter sin yngste dreng, er han vild med, at mor kan give et par skub op af bakker, fordi hun har motor på.
Januar 2015 008

Hverdagens små bump
Maria fortæller om oplevelsen med at ramme midtbyens mylder som noget, der i korte øjeblikke kan forstyrre følelsen af at komme frem med godt flow, da der er meget trafik, man skal forholde sig til i de bynære områder. For at holde motivationen oppe laver Maria aftaler med sig selv aftenen inden, hun tager cyklen på arbejde. Hun lægger sit lækre cykelgrej frem, så hun ikke kan undgå at falde over det på vej ud af døren om morgenen

”Jeg tager beslutningen om aftenen og lægger alt frem, hvis beslutningen skal tages om morgenen er det bare nogle gange nemmere at tage bilen. Det skal simpelthen stå, så jeg er ved at falde over det. Jeg fortryder det altid, hvis jeg vælger noget andet end cyklen, især når jeg holder i kø derinde i byen og ser alle cyklisterne komme frisk fræsende forbi.”

Travlt arbejdsliv kræver nem og bekvem transport

Lise er for et halvt år siden startet som sekretariatschef i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune og arbejder centralt placeret på Rådhuset. Lise er glad for Aarhus, der for hende rummer sprudlende byliv og oplevelser for en hver smag. Jeg møder hende til en hurtig snak om arbejdsliv og transport på hendes kontor på rådhuset.
foto (5)
Travlt arbejdsliv og kostbar tid
Før arbejdede Lise i Horsens og brugte 35 minutter på at køre de omkring 40 km. Hun har taget sin transport op til genovervejelse, da hun flyttede arbejdssted.

”Med et travlt arbejdsliv, hvor jeg lægger 40-50 timer om ugen, orker jeg simpelthen ikke at bruge tid på at sidde i bilkøer ind til byen. Jeg kunne ikke holde ud, at det tog mig længere tid at køre de 12 km ind til Aarhus, end det tog mig at komme til Horsens”.

Lise har derfor valgt at møde tidligt ind som ofte som muligt. Hun tager hjemmefra klokken 6.45 ofte med bus 100, på den måde tager det hende 25 minutter at komme på arbejde. Hvis hun derimod tager af sted i myldretiden, tager det 45-50 minutter at køre samme strækning. Hun oplever, at bussen strander i de lange køer, og at det ville være fordelagtigt med busbaner på hele Oddervej, så man uanset tidspunkt kunne komme hurtigt frem med den kollektive transport.

Lyst til en prøvetur
Lise er nysgerrig på om en el-cykel kunne være en ide at prøve som transport til og fra arbejde. Hun understreger vigtigheden af, at man på en el-cykel måske kunne slippe for at indregne tid til omklædning og bad, når man kommer frem til arbejdet. For Lise er det vigtigt, at det er nemt og bekvemt at transportere sig.

”Da jeg startede med at cykle, tænkte jeg, at det var rart med motionen. Men det var anstrengende og tidskrævende at skulle i bad og klæde om. Med el-cyklen bliver det måske til mere nem transport.”

Lise udtrykker et stort ønske om at prøve en el-cykel af i en periode, så hun kan vurdere om det er en løsning, hun vil investere i.

”Hvis man fik muligheden for at prøve det af i en periode, havde man et langt bedre grundlag for at bedømme, om det kunne være en realistisk mulighed”

Fordelen ved byen er, at man kan gå mange forskellige steder hen, ulempen kan være, at man forsvinder i mængden…

Centralt placeret i Aarhus med udsigt til Domkirken sidder Mette Birk, gadepræst i Aarhus på en kold og våd efterårsdag med en kop varm te i hånden og funderer over bevægelse i byen og ensomhed.
domkirkenMetteBirk

Bil på vej
Mette bor to minutters gang fra sit kontor i Kannikegade, hun har to drenge på 6 og 9 år og har indtil for nylig gået, cyklet og taget bussen til alt. Men praktiske udfordringer i hverdagen såsom fodboldtræning med sønnen, omlagte busruter og et generelt behov for at være mere uafhængig har bevirket, at Mette netop nu venter på sin første bil:

”Det er tit, når jeg skal ud og holde foredrag, at jeg bruger dobbelt så lang tid på offentlig transport, som jeg gør på selve foredraget, det gider jeg ikke. Det bliver for besværligt og lægger på den måde også en dæmper på, hvad jeg kan rent arbejdsmæssigt. Jeg kommer ikke til at bruge bilen som hverdagstransport, måske når vi skal besøge min søster om aftenen men ellers ikke.”

For Mette er bilen et tilkøb af frihed, fleksibilitet og uafhængighed og netop af de grunde, har hun valgt ikke at gå ind i koncepter som delebil eller samkørsel.

”Bilen er for mig et køb af noget frihed, så det skal bare være min”

Ensomhed og søgen efter fællesskaber
Som gadepræst er en af Mettes vigtigste funktioner at åbne sit kontor op for mennesker, der på forskellig vis har det svært. Hun oplever, at ensomheden i Aarhus er kolossal:

Vi er en by med mange tilflyttere, der oplever, at det kan være svært at få skabt sig et netværk. Fordelen ved byen er, at man kan gå mange forskellige steder hen. Ulempen kan være, at man forsvinder i mængden. Der er mange, der ikke ved, hvem man bor i opgang med.”

Mette påpeger, at tiltag som delebiler og samkørsel kan være med til andet end at løfte et transportbehov i byen, det kan i høj grad også give folk et udgangspunkt for at skabe et netværk i byen, der kan være svært at finde andre steder.

Postkort fra hverdagen

biltogHverdagsmorgen, kaffen skylles ned, skoene på, ud i det pulserende liv med bilen, af sted ned af bakken, speede op, skifte gear … ind på motorvejen, bremse, geare ned, grus og græsstrå kan studeres intenst. Sådan har alle mine morgener været i et halvt år, et halvt år har jeg gået og tygget på, om jeg mon kunne gøre noget smartere, der ikke tog ekstra tid fra mine børn. En parkeringsbøde væltede læsset, så tøvende, forbeholden og lettere stresset har jeg hele sidste uge taget toget på arbejde. Jeg har pludselig fået tiden til at læse avisen, tage en kop kaffe på vejen hjem, snakke med mine medpassagerer og få 14 minutter to gange om dagen, hvor jeg kan se ud af vinduet og bare sidde stille – ikke øjeblikke der kommer tit, når man har små børn. Turen sluttes af i raskt gå-tempo til havnen, og jeg starter dagen med oplevelsen af by, flow, luft og god tid.

Mvh. Liv, Smart mobilitet

Smart mobilitet på tur ved Aarhus Universitet

Smart mobilitet har været på tur i området omkring Aarhus Universitet. Her kan I møde et udpluk af de unge trafikanter i Aarhus. Nærhed til skole og by samt god tid i hverdagen er generelt bestemmende for deres valg af det daglige transportmiddel:

”Det giver ro at gå, når alle andre har fart på.”

IMG_1112

Rosalina er 18 år, hun bor på Christiansbjerg. Smart mobilitet fanger hende slentrende på vej ned af Langelandsgade en hverdagsmorgen i solskin. Hun arbejder på Klostertorv og går hver dag.
Det er for hende en god start på dagen at tage turen i roligt tempo, mens resten af byen suser forbi.

På parkeringspladsen ved uni-kollegiet møder vi Nilles:

”Jeg kan gå til alt, hvis jeg skal på længere ture tager jeg tog eller bus.”

IMG_1119

Nilles er 22 år, læser matematik på Aarhus Universitet og har valgt at bosætte sig helt centralt på uni-kollegiet i Aarhus Nord. Da Smart mobilitet møder ham, er han lige kommet hjem med et stort skab, som han har fragtet i en lånt bil. Når tunge ting enkelte gange skal transporteres er det nemt og praktisk at låne bil af vennerne.

På Statsbiblioteket sidder tre cyklister og  får en hurtig kop kaffe som afbræk i læsningen.

“Det er nemt, billigt og praktisk at cykle i Aarhus.”

IMG_1120

Kathrine, Maria og Line i starten af tyverne får deres daglige motion på cykel fra midtbyen til universitetet. De oplever den daglige tur op af Langelandsgade som benhårdt arbejde, men det lønner sig til gengæld i en god grundform. De ser cyklen som det oplagte valg og oplever, at det generelt er behageligt at cykle i byen. Enkelte steder særlig i midtbyen kan den tunge biltrafik dog være en udfordring:

”Som blød trafikant kan det være en udfordring at være i midtbyen, hvor bilerne kommer meget hur-tigt og meget tæt på.”

Stay tuned, der kommer løbende flere spændende livshistorier om transport på siden her :)

Man får arbejdet kørt af, når man træder i pedalerne

”Hvis jeg ikke cyklede, måtte jeg sørge for at holde min krop ved lige på anden måde. At cykle giver mig en generel følelse af velbefindende og en tilpas fysisk form.”

carsten på cykel

Carsten er 57 år og har altid cyklet. Vanen blev grundlagt i den tidlige barndom i Esbjerg, hvor al transport foregik på cykel. Nu bor han bor i Malling og arbejder i Vejlby, det tager 40-50 minutter på cykel. Turen tages på en blå racer i behageligt og lækkert cykeltøj.

”Gearet er en del af køreglæden – det at kunne sætte sig i noget tøj og nogle sko, der fremmer oplevelsen. Det er en af grundene til, at jeg har holdt ved.”

Det er muligt for hele Carstens familie at transportere sig på cykel og med kollektiv trafik i hverdagen, da Malling er begavet med gode bus- og tog-forbindelser, samt et sikkert stisystem, der gjorde det muligt for Carsten at cykel af sikre veje, også da hans tre børn var små.

Carsten har en bil stående hjemme i carporten, han kalder den for familiens luksus i hverda-gen. Den bruges primært til hyggelige ture i fritiden. Her kan familien sammen sætte sig ind og få snakket på vej til stranden.

Den daglige tur på cykel til arbejde er blevet en helt indgroet del af Carstens liv, han ser sig selv som passioneret cyklist og nyder den meditative tilstand, han kommer i, når han træder i pedalerne og får arbejdet ”kørt af”, som han udtrykker det.

Sommerfugle i maven og bevægelsesfrihed i lånt bil

”Jeg lejer en bil en sjælden gang, og jeg har da sommerfugle i maven, når jeg skal starte en ny bil. Men det går rigtig fint hver gang.”

Lissy Stjernholm Ødemotlandv2

Lissy er 62 år, hun bor i Klostervangen i Aarhus C og har ikke haft bil i tre år. Lissy har bevidst fravalgt at have bil, fordi det er dyrt, og fordi hun bor så tæt på byen og alle de muligheder for transport, som den byder på.

Hun har ladet sig inspirere af sin søn på 25 og de unge, der bor i hendes område til at prøve delebilsordningen gomore.dk. Hun har sidst brugt ordningen på en tur til Thy og oplevede, at det der med at låne en andens bil var nemt og hurtigt.

”jeg sad bare hjemme foran mit web-kamera og viftede med mit kørekort, og få minutter efter var jeg registreret.”

At sætte sig i en fremmed bil var en positiv oplevelse, bilen var ren og i orden, og hun følte sig tryg ved at sætte sig bag rattet i bilen, som hun hentede i Risskov.